Til forsiden
  
November 2006
Ulrik Jantzen smider fotovesten

-og på med slipset... Kommentar fra Ulrik til debatten om brug af photoshop
Læs hele teksten her:

SÅ smider jeg sgu fotovesten…

Så fik jeg det endelig bekræftet. Jeg har haft mistanken længe, men nu er jeg ikke længere i tvivl. Pressefotografforbundet er ikke længere et forbund for mig.

Jeg har aldrig opfattet mig selv som pressefotograf. Jeg er uddannet fotojournalist og har siden jeg blev færdig på Danmarks Journalisthøjskole i 2003 arbejdet som freelancejournalist. For aviser, fagblade, magasiner, kommunikationsbureauer osv. Jeg har udviklet mig til at være en fotograf, der kan fotografere i mange forskellige genrer, reportage, portræt, reklame mm. Og så har jeg lært mig at bruge billedredigeringsprogrammet Photoshop. Fy føj for noget fusk! Så det må jeg ikke mere.

Pressefotografforbundet har besluttet at skærpe reglerne og forholdene for brug af photoshop ved konkurrencen Årets Pressefoto, fordi de mener, at der her i 2006 er for meget billedmanipulation og ønsker derfor at dæmme op for denne udvikling.

Photoshop er et værktøj for bl.a. fotografer, som gør det muligt at redigere sine billeder på mange måder. Man kan ændre kontrasten, ændre farver og ja – man kan sagtens manipulere billedet på et hav af forskellige måder. Fjerne ting i billedet, indsætte ting osv. Men først og fremmest kan man som fotograf redigere sin "historie", så man kan skabe fokus, stemning og vinkling. Præcis som journalister også gør. For at gøre historien så god, klar og skarpvinklet som muligt.

Og ja – selvfølgelig skal hver enkelt fotograf være bevidst om, at man ikke skal manipulere, så "historien" bliver usand og man skal have det etiske perspektiv ind over i sine overvejelser om, hvad man kan tillade sig at bruge photoshop til. Men vigtigst af alt skal man kunne skelne i mellem genrerne. Jeg mener, at der er stor forskel på, hvor meget jeg kan tillade mig at redigere i photoshop alt efter om det er et portræt til Euroman eller en reportage til Folkekirkens Nødhjælp. Fordi det visuelle udtryk i de forskellige medier er så forskellige.

Jeg ved godt, at det – indtil videre – kun er ved Årets Pressefoto, at reglerne skal gælde. Men det er et signal fra Pressefotografforbundets side om, at udviklingen går i den gale retning. Og det vil jeg ikke finde mig i. Så kan forbundet ikke længere repræsentere den type fotograf som jeg er. Så kan de støvede pressefotografer (hvor mange mon der findes tilbage af dem?) sidde tilbage i deres fotoveste med deres PF-nåle og se tiden og udviklingen løbe fra dem – for det gør den. Det er bare ærgerligt, at de ikke har opdaget det endnu. Photoshop er et fremragende redskab til at skabe udtryksfulde, stemningsmættede og flotte billeder, og det er rystende ærgerligt, hvis vi fotografer ikke udnytter muligheden for at bruge dét redskab.

Så jeg smider fotovesten i ringen og sender mig min udmeldelse af det bagstræberiske Pressefotografforbund. De kommer nok ikke til at savne mig, og jeg kommer bestemt ikke til at savne dem. Jeg får ikke mulighed for at vinde Årets Pressefoto, vræl og tud, men mine billeder vil formentligt også være "ulovlige" allesammen. Så fred være med det. Taberen i det her bliver fotografiet. For det får ikke lov at udvikle sig, hvis mine kolleger har tænkt at leve op til forbundets regler.


< Tilbage til nyhedslisten
Sitemap